Historisk rift om træ

maj 30, 2021 | Emballagenyheder

Det går altid op og ned med træ, men lige nu er priserne på himmelflugt. Manglen på byggematerialer får priserne til at stige. Indenfor de seneste tre måneder er priserne på træmarkedet steget med over 30%. Og den udvikling ser kun ud til at fortsætte.

Den globale ubalance mellem efterspørgsel og udbud mærkes også hos Koppenbjerg Emballage i Glamsbjerg.

 

”Vi oplever en mangel på lagrene på de svenske savværker, som vi aldrig har set før. Lige nu er knapheden på materialer den største udfordring. Hos Koppenbjerg Emballage har vi heldigvis sikret os mere træ på kontrakt, end vi plejer. Derfor er vi så godt rustet som det pt. er muligt at være”, siger direktør Peter Rosendahl.

Hvad har en barkbille i Canada med globale træpriser at gøre?

Der er flere forklaringer på prisstigningerne. Skove i Canada har været hårdt ramt af barkbille-angreb. Det har medført mangel på træ fra de lokale savværker, der ellers leverer til det amerikanske marked, og det presser priserne globalt. Resultatet er, at særligt amerikanerne importerer ekstraordinært meget træ fra de svenske savværker.

Barkbille-angrebet er ikke hele forklaringen. Til trods for corona har der været stor aktivitet i byggeriet, hvor træ bliver mere og mere populært som et bæredygtigt valg af byggemateriale. Hertil kommer logistikudfordringer pga. de forhøjede transportudgifter under coronakrisen. Det øger så igen efterspørgslen hos de europæiske producenter og påvirker priserne i alle dele af værdikæden.

Hos Koppenbjerg Emballage følger vi udviklingen på tætteste hold. Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.